Copenhagen Distillery har et dedikeret og nørdet personale, og det fejrer vi med en serie af top specialiserede cocktail masterclasses. Så skynd dig at købe billet, grupperne er små og niveauet bliver tårnhøjt.
Hver måned vil en af vores ekspertbartendere udvælge et spændende tema og præsentere opskrifter, teknikker og ikke mindst røverhistorier, der udfolder et helt specifikt hjørne af cocktailuniverset.
Der vil være masser at lære for både de helt grønne hjemmebartendere og alle dem, der tror, de allerede ved det hele.
I november sætter vores Assistant Bar Manager Jasmin Liljudottir fokus på varme drikke. Det er koldt og mørkt, og verden er fuld af varme cocktails. Mulled wine, vin chaud, gløgg, glüh wein, hot punches og toddies, for bare at nævne nogle få. Men hvordan er det man lykkes med at lave en god gløgg? Og hvorfor varmer man det egentlig op? Copenhagen Distillery har tre gange vundet ”mest nyskabende” ved DM i gløgg, så vi skal selvfølgelig også lidt ud i krogene.
Decemberkurset handler om Martinier i selskab med vores udviklingschef og cocktailbogsforfatter Sune Urth. Nytår er rundt om hjørnet og hvad er mere festligt end en Dry Martini. Kom med i værkstedet når vi dykker ned i martiniens historie. Vi skal snakke om vermouth, røreteknikker, zen-buddhisme, microkollaps og en lille smule om James Bond. Det bliver nørdet, det bliver gin-tungt og det bliver helt sikkert festligt.
Januar bliver lidt mindre grå og rædderlig end normalt, når vores barchef Tobias Larsen retter kikkerten mod New Orleans. Den mytologiske jazzhovedstad er ophav for en perlerække af fantastiske cocktails, fra la Louisianne og Sazerac til Ramos’ Gin Fizz. Det bliver noget med støvet jazz, røverhistorier og en masse whisky og cognac.
I februar sætter vi fokus på de komplicerede og til tider uigennemskuelige forhold, der definerer og adskiller Fizz, Collins og Sour cocktails. Bartender og whiskymager Niki Fribert Lauridsen tager os i hånden og guider. Hvad er egentlig forskellene? Hvor kommer de egentlig fra? Og hvordan får man lavet det helt rigtige skum på sin whisky sour? Det og meget mere vil blive besvaret, mens vi naturligvis også gennemgår de helt grundlæggende teknikker og principper, der gælder for cocktails generelt.
Efter kurset kan du fortsætte med at udforske de forskellige smage i Copenhagen Distillery's cocktailbar, hvor du kan blive hængende til drinks og hyggeligt samvær.
- 2 timers cocktailkursus
- Lær de basale teknikker bag kunsten at lave cocktails
- Indblik i cocktailens verden i teori & praksis
- Indlagte pauser så der er tid til at drikke ens egne cocktails
- Baren er åben til kl 23 om fredagen